Fem festspil udover Truth or Dare for Blumhouse to Mine

Lad mig fortælle dig om den værste forårspause nogensinde. Nogle venner og jeg tog til Mexico - en sidste hurra inden gymnasiet blev afsluttet. Jeg mødte denne virkelig interessante person på en bar. Vi begyndte at slå det af. Denne person overbeviste mig derefter om at spille Truth or Dare med gruppen; en underlig anmodning, men det er et temmelig harmløst spil fra ligesom femte klasse!

Men så afslørede denne person sine sande intentioner: The Truth or Dare-spillet var en del af et dementt ritual. Spinnet: Vi var nødt til at spille Truth or Dare ærligt, ellers ville vi dø en forfærdelig, usigelig deat ... okay, helt klart, at der aldrig skete, men det er det meget virkelige plot til gyserfilmen Sandhed eller konsekvens . Undskyld, BLUMHOUSE'S Sandhed eller konsekvens .

Jeg er ikke sikker på, hvad min yndlingsdel af denne film er - at Blumhouse Productions er så højt væk fra succesen med Gå ud at de har besluttet at sætte sit skide navn i dens titler som en glorificeret Tyler Perry; det faktum, at forudsætningen bogstaveligt talt handler om at spille et osteagtigt festspil; eller at når tegn bliver besat, forvrænges deres ansigter i et rodet Snapchat-filter. (Juryen er stadig ude om, om det er skræmmende eller utilsigtet sjovt.)

Det er tilstrækkeligt at sige med sin nuværende 21 procent Rotten Tomatoes scorer , Blumhouse's Truth or Dare er nej Gå ud . Men måske er Blumhouse på noget: Party-spil kan faktisk være meget skræmmende - skræmmende som i, de fremkalder en masse ægte fra det virkelige liv for indadvendte mennesker som mig, der bare vil være i helvede alene. Disse skøre Snapchat-filtre får ikke min hud til at kravle, men ideen om at blive vovet at rive surmælk eller risikere at blive spidse af en pejs? Hård pasning.

Med dette i tankerne er her fem andre festspil, som Blumhouse kunne udnytte til lignende spændinger - så længe de ved, at de virkelige rædsler kom fra menneskelig usikkerhed og ikke fjollede ansigter. Også en Ringetone medarbejder har sin egen ubehagelige festhistorie at fortælle, der fortjener sin egen ros.

Drej flasken

Hvad er der ikke at hade? Du har brug for en stor gruppe af dine venner til at sidde i en cirkel, dreje en flaske - eller i 2018 er der sandsynligvis en app til det - og afhængigt af reglerne skal du kysse den person, den lander på. Har du nogensinde spillet Spin the Bottle midt i peak ansigtsacne og gennemsigtige seler? (En hurtig note: Gør ikke få gennemsigtige seler. De er mere subtile end farvede seler, men hvis du drikker kaffe eller sodavand, ser det ud til, at dine tænder er plettet. Det er forfærdeligt og ydmygende.)

Tolv år gamle mig var ikke fan af Spin the Bottle. Intet siger, at jeg bor i mit eget personlige helvede mere end at blive tvunget til at kysse din platoniske kvindelige ven og få dine misfarvede seler fast i deres tænder og derved ødelægge det venskab, før du overhovedet tænkte på, at piger var søde. Undskyld, undskyld - jeg vil bringe disse ting til terapi.

Under alle omstændigheder kan Spin the Bottle let være en gyserfilm. Hvad hvis en * besad * flaske, som nogle high school-venner spundet for at kysse hinanden, var katalysatoren for et zombielignende breakout, der spredte sig med hvert fatale kys? Sådan er det underlig drømmesekvens i Det kommer om natten , kun freakier. Blumhouse, jeg forventer en kommission - tak.

Syv minutter i himlen

Seven Minutes in Heaven er som en forhøjet version af Spin the Bottle - i stedet for kun at kysse nogen inden for en gruppecirkel, kastes du ind i et skab med en anden person i syv minutter. Der er utallige resultater her, og alle er underlige: Du kan kysse nogen eller gøre noget lidt mere risqué på meget kort tid, eller I kan begge stå der akavet og ikke gøre noget, da syv minutter med al sandsynlighed føles som syv timer. I modsætning til Spin the Bottle er det i modsætning til Spin the Bottle at vælge, hvem der smides ind i skabet, dine røvhuls venner i stedet for en upartisk flaske.

For en gyserfilm kan en forudsætning af Seven Minutes in Heaven blive til noget som Stephen Kings 1408 : Selve skabet er hjemsøgt og i stand til ufattelige grusomheder. Syv minutter udefra svarer til syv års tortur i skabet, hvor de intetanende ofre pludselig er som: Hvordan fik dette skab så forbandet koldt ?!

1999 crowe pacino film

Naturligvis vil Samuel L. Jackson have advaret de liderlige teenagere om det 56 personer er tidligere døde i skabet, men de ville ikke lytte, fordi de er liderlige teenagere.

Flip Cup

Det mest hjemsøgte aspekt af Flip Cup er dens enkelhed. Du er bogstaveligt talt nødt til at drikke noget alkohol (sandsynligvis øl) ud af en Solo-kop, vende den tomme kop med succes og enten gå videre til en anden kop eller videregive drikkestokken til din holdkammerat, før det andet hold slutter med deres kopper.

Hvis det bare var så simpelt. Et vilkårligt cup-flipping-spil, når det spilles sammen med über-konkurrerende jævnaldrende, er et absolut mareridt. Tag holdscenariet: Forestil dig, at dine holdkammerater har stormet til en kæmpe bly med tre kopper og overladt det hele til dig, og så undlader du at vende cupen otte gange lige, da det andet hold giver et episk comeback og til sidst vinder. Så vil de vrede holdkammerater sidestille din præstation med Golden State Warriors, der blæser en 3-1 føring mod Cleveland Cavaliers. Du var PSG, og de var Barcelona, ​​kan din hipster, fodboldhældede ven tilføje.

Hvad nu, hvis et spil Flip Cup blev til Sav ? Hvor svært ville det være at vende en kop, hvis en lille maskeret person på en trehjulet motor efter en mislykket flip skar en af ​​dine fingre af? Og hvad hvis din vrede ven var alt, hvad der stod i vejen for frelse eller halshugning? De sidste ord, du måske hører, er ikke blæse en tre-til-en ...

Twister

Twister er en flerfarvet Kama Sutra, der kræver forvrængning af dine ufleksible lemmer, mens en spinner vælger din bande skæbne. Det er endnu mærkeligere, hvis en af ​​dine venner ikke deltager, men blot ser og betjener spinderen, når flere lemmer klodset trykker mod hinanden på unaturlige måder.

Har du set Den menneskelige tusindben ?

Aldrig har jeg nogensinde

Målet med Never Have I Ever er at udsætte dine dårlige livsvalg for mennesker, og spillets vinder er mere sandsynligt end ikke at føle sig meget lort over sig selv. Med nære venner kan spillet også blive til ekstremt specifikke målrettede spørgsmål - som: Aldrig har jeg nogensinde pisset mine bukser midt i et langrendsløb, Tusinder , og du beslutter at forlænge din langfinger af en eller anden grund.

Synes godt om Blumhouse's Truth or Dare , en aldrig har jeg nogensinde horror flick ville have brug for en slags overnaturlig kraft, der kender til når nogen lyver. Således spilles spillet med fuldstændig ærlighed, hvilket, lad os være ægte, aldrig sker. Vælg din skæbne: en uhyggelig død via motorsav, eller løft fingeren og indrøm for alle, at kaninen og ræven fører til Disneys Zootopia er lavmælt attraktiv . (Jeg vælger fingeren.)

Og nu en god akavet fest-spil-historie

For flere uger siden på et bachelorette-fest (dette går ikke hvor du tror det går) spillede jeg Therapy, brætspil (se? Phew). Den kommende brud, min ven Jess, studerer for at være terapeut, og en af ​​vores andre venner overraskede hende ved at købe en gammel eksemplar af Therapy fra 1986 på eBay. Therapythegame.com fortæller mig, at der er solgt mere end 2 millioner eksemplarer af dette spil, hvilket er uheldigt, fordi det betyder, at 2 millioner mennesker helt har revet deres venskredse i stykker.

Hver spiller vælger et forskelligt farvet spil, der svarer til et andet livsstadium. Jeg valgte Cosmos, hvilket helt sikkert. Jeg kan ikke fortælle dig alle reglerne, fordi jeg straks undertrykte det meste af denne oplevelse, men jeg kan huske, at en stor del af spillet er gruppeterapi, hvor nogen stiller et spørgsmål, og hver person skal skrive ned, hvilken person i gruppen det ville mest sandsynligt gælder for. Fordi dette spil blev lavet i 1986, før Twitter, var et af spørgsmålene noget i retning af: Hvilken spiller ville mest sandsynligt sælge sin krop på gaden? Det er nok at sige, at vi ikke afsluttede hele spillet.

Den sidste tur, før vi helt opgav, var min: Jeg landede i min ven Abbys sektion, hvilket betød, at hun måtte stille mig et spørgsmål, og hvis hun korrekt forudsagde mit svar, betød det, at jeg blev helbredt. Igen, helt sikkert. Mit spørgsmål: Hvordan vil du klassificere hver af spillerne i dette spil: Dyr, grøntsager eller mineraler? Jeg tænkte alvorligt på det i 30 sekunder, før nogen klogt sagde: Vil du bare stoppe med at spille dette? Ja, sagde jeg. Hvilket underligt spørgsmål. Jeg ville bare sige, at vi alle var dyr. Abby gispede og holdt sin receptpude op, hvorpå hun havde skrevet ordet dyr seks gange. Jeg blev helbredt. - Lindsay zoladz